I Am Marshal

Ja, på en måde, for næste mission er branchefolk… uuuuuh, de ka’ være så kolde, kyniske, unfair og…. benhårde! Gyyyyyyyyyys!!!

Så inden jeg bevæger mig ud for at møde skæbne folket, har jeg besluttet mig for at la’ nogle indviet få, lytte sangene igennem, for at få deres umiddelbare reaktion. For, er jeg helt gal på den, eller er jeg rent faktisk så tæt på som jeg selv føler det!? Ja, det må de næste par mails i min inbox snart bedømme… Spændt, det er jeg i hvert fald!

Og alt i mens jeg venter på juryens dom, så sidder jeg i mit lille studie i Valby og leder alle de gamle kassettebånd igennem, for at se om der sku’ gemme sig en sidste sang til pladen… en sang nummer 10!?? I don’t know, men noget skal tiden jo gå med…

Kom nu, er der ikke snart nogen der har lyttet………..!??

…….hov, Gmail siger Re: I Am Marshal løfter sløret…

Gotta go!!!

……duut duuut duuuuuut

Svaret er ét liv – men til gengæld har I Am Marshal nu ni sange! Alle indspillet under de forhold jeg nu har at arbejde under – får jeg slag hvis jeg igen nævner mit sidekick; trommemaskinen…!? Måske, men den har også været til ufattelig stor hjælp… Energi drevet ud fra en akustisk guitar har sgu sine begrænsninger, og måske er der også noget om at trommer er det ældste instrument, så det taler til vores indre hulemæ… aj, hold nu kæft Dennis, det er bare trommer – det lyder godt, la’ nu bare resten ligge!

Dette årtis nyeste skud hedder (indtil videre); Waiting Game, You Gotta og Help Me. De to førstnævnte ku’ meget vel være den kommende plades mest uptempo numre og den sidstnævnte det modsatte, måske albummets eneste ballade!? Jeg skriver måske, for måske er 9, én sang for lidt, måske er det perfekt, det vides ikke helt endnu. Det jeg ved, er at jeg næsten er i mål, pop champagnen, for jeg har faktisk et album værd af sange, ja ja, måske kommer der én sang listende i sidste øjeblik, men den skal være så hjertelig velkommen, vi skal nok finde plads. Det vilde her er sgu egentlig bare at målet for min første mission er lykkedes!

Hvis vi spoler tiden 1 år tilbage, så fik jeg d. 6. januar 2009 et sæt nøgler. Et sæt nøgler, der gav mig adgang til et lille vinduesløst øvelokale i den kulørte ende af Istedgade. Alt hvad jeg havde på det tidspunkt var et tømt sangkatalog og tvivlen på om jeg overhovedet nogensinde igen ku’ skrive en sang… yada yada, musiker kvaler når de er mest klassiske: “sku’ man bare sælge alt udstyr og sige det var det!??”… slap nu af, det skal nok gå!

Og gå det gjorde det, mission accomplished – halle-fucking-lujah! Et år med pisse mange kvaler og nu kan jeg fejrer det med… jer… kære blog læsere! Skål!

Men det vil jo så sige første mission er ovre, hvad så nu!?

Vi venter mens næste mission loader………………….

”Stik mig lige rødkålen…”
”Jeg sagde, stik mig lige rødkålen!!!”
”HEY DENNIS… ER DU DER!??? Jeg sagde, ka’ du stikke mig rødkålen!???”
Øøh hva!? Nååååh, rødkålen, undskyld, jeg kunne ikke lige høre noget for bare musik.

Scene fra min jul anno 2009. Med hovedet begravet i den bærbare og ørene dække godt inde bag store hørebøffer, sidder jeg aften efter aften og mikser de seneste tre sange; A Face Like This, Breathe Like a Child og No Air, som jeg har indspillet i løbet af december og gemt netop med henblik på min juleferie – givet, det har haft indflydelse på hvor selskabelig jeg har været, men jeg var da med til dansen.

Sangen No Air er faktisk den omtalte – skæbnesvanger – sang i mit blogindlæg #01. Indrømmer jeg har haft en del pres over at skulle i gang med den og der skulle åbenbart også et par andre sange til, for at gi’ selvtillid og blod på tanden til at turde gå i nærkamp med den. Men jeg kan hermed informere at der ikke er meget der slår den følelse af at knække en sang-nød (julen varer jo til påske, så hvorfor ikke blive i den jargon!?). Hvilken retning skal den ha’, hvilket tempo skal trommemaskinen drejes op på, skal der være mere guitar end keyboard, skal der synges kor og hvor pumpet skal bassen spilles. Valg er der nok af og det er netop dette, der gør indspilningsprocessen vanvittig spændende.

Seks sange er færdige og de sidste 3-4 stykker mangler stadig at blive erobret, inden næste skridt, at finde et lækkert studie, en god trommeslager og en god producer, så vi kan få indspillet og færdiggjort den her plade – som jeg efterhånden er blevet ret så ekstatisk over.

Har egentlig mest lyst til bare at slippe al musikken fri nu, så ALLE derude kan høre det, men ved også at det bedste er at få det hele finpudset, så alt er helt i top. Indtil videre er det kun de udvalgte få der får lov at lytte og kaste med ris og ros.

Og så må jeg jo ikke glemme nytåret, for det er jo en glimrende mulighed for at kigge tilbage på året der gik. Og uden for meget drama, kan jeg kun sig at det startede helt tyndt ud, ved at jeg ikke havde andet end en enkelt sang og ingen anelse om i hvilken retning det hele skulle ende. Men nu hvor 2010 er startet har jeg en god håndfuld sange, værdige til at putte på et album – og retningen står nu helt tydelig!

It’s a new dawn, it’s a new day, it’s a new decade for me – and the Marshal is feeling good…

Dennis, du har ikke været i ørkenen og lege med Peyote, vel!?? Nej, nej, men har lige genset én film med nogen der gjorde det… Det jeg vil frem til er bare at nogle gange hvis man sidder fast, så kan det godt være man skal bruge lidt hjælp for at komme videre. Der sku’ i al fald være nok eksempler i musikhistorien på at jeg ikke lyver min næse lang.

Og lige for at slå det fast igen, nej stoffer er ikke hvad jeg taler om her, men ok, vi leger lidt med tanken, så la’ os da sende den indre Shaman ud på en rejse og se hvad han kommer tilbage med. Men i stedet for at sende den kære Shaman af sted på Peyote eller andre gode sager, så sender vi ham af sted med tankernes kraft og en masse rødvin… fuck it, who am I kidding, jeg er mere til hvidvin, rød lyder bare bedre…

Anyways, Shamanen er af sted, og jeg venter i spænding på hvad han har med tilbage… har han mon svarene til nogle af livets store spørgsmål? eller har han mon set ind i fremtiden? eller måske har han fundet mit indre kraft dyr… mit indre væsen… den jeg virkelig er…? Der er kun ventetiden tilbage!

Da ventetiden bliver for lang, beslutter jeg mig for at søge lidt på egen hånd… hvad er det jeg egentlig vil…? Var det ikke noget med en anderledes lyd? Tjoo, det lyder meget rigtig… Men det må også godt se ud af noget, tænker jeg… Jeg beslutter mig for at spejde de Københavnske guitarbikser igennem for ledetråde… Og lige pludselig, ud af det blå, kommer visionen, kan det være…!? Jeg håber – jeg krydser fingre – jeg lukker øjnene og er klar til at modtage det klare billede!

Det er tidligt torsdag, oppe i luften dukker der pludselig noget frem fra skyerne… det er et indenrigsfly fra Århus… den har noget med sig… det er en… en fugl!? Kan det være, har Shamanen virkelig fundet mit indre dyr!? Jeg kniber øjnene sammen, det ligner… En falk!? Er mit dyr virkelig en falk? Næææ, hov vent, den kommer i en guitarkasse! Det der, det er sgu da ikke bare en hvilken som helst falk, det er jo for filan the one and only, The Gretsch White Falcon…!!!

Jeg er ikke typen der normalt hidkalder mig Shamaners kræfter – ej egentlig heller typen der bruger ordet hidkalder – men når nu det er sagt, så er dette syn ikke et jeg ta’r let på, og jeg erklærer mig hermed som én der har fundet sit indre væsen… Den Hvide Falk! Sammen skal vi gå denne inspirerende tid igennem…

PS. Jeg lover, jeg har IKKE taget Peyote… er måske bare under indflydelse af den der film jeg så i sidste uge!?

[FLASHBACK] Vi skriver oktober, jeg har netop kommet til den konklusion, at efter to måneders tekstskrivning, er jeg tekst-tømt. Næste skridt er at prøve at indspille de første par sange, for at se om sangene vil det samme som jeg vil. Især nu da sommerens nyerhvervelse; trommemaskinen, bare havde stået derhjemme i sin kasse lige siden den blev købt, så tiden var vist moden til at få skidtet afprøvet… Som tænkt, så gjort, alt mit indspilningsudstyr kører jeg ud i øvelokalet tirsdag, for at påbegynde at indspille torsdag.

Beautiful Mountain er en uptempo sang og jeg tænker, den er lige til at gå til, 3 minutters tonsen derud af, det kan da ikke være den sværeste start på indspilningerne. Så torsdag aften starter med trommemaskinen – ku’ man ha’ overvejet at bruge lidt tid med den derhjemme for at lære den at kende, tjooo, but that’s for suckers… Nå, men to timer efter har jeg brygget mig et beat og er klar til at “lagkage”-indspille: rytmeguitar, vokal, bas, guitar, guitar, guitar, guitar, guitar… ja, dette er vist et guitar baseret track… men slutter lige af med at drysse lidt microKORG ud over hele herligheden – det tredje krydderi!??

Lytter igennem og tænker, wow, det her er sgu hæderligt, jeg er kommet godt fra start…. vent, kan det være, jo sgu’……. jeg er høj på musik!!! Længe siden, og jeg hilser følelsen velkommen.

Kl. er blevet tæt på midnat, jeg er brugt efter en lang dag, og tænker på den ½ times cykeltur hjem jeg har foran mig, så jeg beslutter at pakke alt udstyret ned i min kæmpe store taske jeg har stående ude i øveren. Min gode gamle Yamaha harddisk recorder, sådan én af slagsen hvor man skal brænde lydsporene ud for at ku’ ta’ dem med hjem og mikse, ja, det er liiiiidt tid siden jeg sidst har brugt den sidst og jeg tænker, jeg magter ikke en halv til en hel times roden med det nu – vi ta’r den næste gang er min tanke. Ned i tasken med den også. Så kan musikken også lige få lov til at hvile og hæve, så jeg kan lytte med friske øre efter et par dages pause når jeg returnerer.

Jeg cykler hjem, og på den lange mørke vej hjem, bliver omkvædet ved med at ringe i mine øre, ligesom den der tema guitar jeg fandt på til sidst…. det skal sgu nok blive godt er det sidste jeg tænker på da mit hoved rammer hovedpuden.

Næste dag på arbejdet, what a feeling, jeg er endelig i gang, jeg er på rette spor…. ring ring… ”Hallo!”… Det er én af dem jeg deler øvelokale med: “Jeg står herude i vores rum, der har været indbrud!!!”. Jeg får fremstammet et; “er min taske der stadig….!???” – “Ja den er der endnu, de har sparket dørene ind til 5 rum, men har vist kun taget et par høretelefoner fra vores lokale”. Peeeeeeeeeeeeew!!!

Siden da, har jeg brændt alle mine spor ud efter hver session…!

Damn those criminals… Don’t they know who they’re messin’ with!?? It’s the Marshal!!!
Bring out the guns, ’cause I’m declaring Martial Laws!!!

Og efter blog start kommer… blog vedligeholdelse / scene #2 / næste skridt / de arbejdsomme vers…… fuck it, I don’t know!!? Ensomme aftener i studie/skrive-space måske…?! Helt alene er jeg dog ikke, har bagerne puslende og stressende nedenunder med morgendagens Emmerys-brød, og i bygningen ved siden af, den hvor der står “Swingers have more fun“, der skal fantasien op i helt andre omdrejninger for at følge med i hvad de pusler med… Og Hummeren der holder uden for, den med schæferhunde klistermærkerne, er det mon en bager eller….. hmmm, aj, ka’ også være han hører til i Karate Dojo’en lidt længere nede i gården!? Jeg taler uden om, jeg ved det, prøver bare at sætte stemningen…

Får jeg udrettet noget herude i vinter mørket!? Ja sgu… kort ridset op, januar-juni; musik brainstorm: idéerne fløj omkring. Juli; vælg skidtet fra kanelet. August-september; tekstskrivning: wow, op med ærmerne og fokuser. Oktober-nu; laver selvproducerede-demoer af de udvalgte sange… Wauw, når jeg lige ridser det op sådan der, så lyder det som om det var helt uden besvær – det var det sgu ikke, men lever endnu og kan nu med ro i sjælen sige; The Tuesday Night Demo Sessions has begun!

Beautiful Mountain, Have You Got Love og East Of Town er nu realiteter og lyder i mine øre hæderlige, og her er jeg ikke bleg for at kaste respekt efter to nye medlemmer i I Am Marshal, på trommer: Alesis SR18 og på keys: MicroKorg XL… byd dem velkomne! Men efter 3 sange indspillet, kan jeg vist så småt begynde at ane en stil, exciting stuff, producing yourself… og mig som har sværget jeg var færdig med det!? Hmm, godt så, jeg fortsætter med at modsige mig selv, åbenbart det der skal til… move over Dennis, ’cause there’s a new Marshal in Town!

Og med de ord, er jeg ude, er jeg væk, tabt i en sang, forvildet i et vers, forbandet over en outro, i skyerne over et omkvæd…

So long bloggers

Ready, Steady, Blog-start…….. skriv…….. jaøøøh……..hvor starter vi……..navnet, ja navnet……..Dennis Mejdal, og dette er starten på dokumentationen af mit nye projekt, I Am Marshal.

Men hvorfor nyt navn, havde du ikke lige udgivet et album under dit eget navn? Jo, det er sandt, tilbage i januar 2008 udgav jeg mit debut album; Grow Little Acorn, Grow!, et album som jeg var utrolig stolt over, men også en plade der havde taget et par år længere at lave end jeg først havde regnet med, hvilket var med til at gøre at det sydede og boblede med nye tanker og idéer ret kort efter udgivelsen.

Og så kan man sige at det sidespring jeg tog for nogle år tilbage, et sidespring over i det akustiske – also known as singer/songwriter (udtales; sååångwriter) – måske var ved at ha’ mistet sin friskhed… sidespringet, såvel som genren!!?

Det hele blev i hvert fald tydeliggjort da der pludselig dukkede en sang op, én af dem man bare ikke kan slippe igen, én af dem man ikke helt kan forklare hvor kommer fra, men da den var der stod det klart at nu måtte tiden være inde til at sadle om – en omsadling om man vil.

Faktisk var det er drøm der navngav og dermed også var startskuddet for projektet. Jeg vågnede op én morgen, lige før Roskilde Festival ’08, og kunne huske en drøm jeg havde haft i løbet af natten, en drøm som havde fortalt mig at I Am Marshal var navnet på min nye retning. Og jeg tænkte, hmm, hvis en drøm kan fortælle mig det, så må jeg hellere lytte, makke ret og få købt dot com adressen med det samme. Som tænkt, så gjort…

Så nu, et lille års tid senere, sidder jeg så her, ene mand og et studie -slash- øvelokale -slash- inspirationsrum -slash- skrivebunker, og skal vride et nyt hold sange ud af min hjerne, og retningen hedder more cowbell! Og alt det med kun en blog til at holde mig ved selskab. Nogen har et filmhold med til at dokumenterer deres tur igennem møllen, fra den hårde opstart og lige indtil de når toppen og vinder alle priserne (can we please fast forward to that now!??). Ja, jeg har så ikke lige et filmhold ved hånden, men jeg har en computer, en blog – og den hårde opstart ligger vist lige for.

And so the mission is… To kill a sååångwriter!